Vi fejrede nytår hos en god veninde, der er barnebarn af fotografen Keld Helmer-Petersen. Hun har tre fine originaler hængende og med min interesse for udstillingsdokumentation og installationsfotografi kunne jeg ikke lade være med at fotografere billederne i brug.
I Berlin faldt jeg over en bog med titlen Atlas. How to Carry the World on One’s Back? Nu har jeg så endelig fået fingre i den – som en fødselsdagsgave.
Bogen er et udstillingskatalog til udstillingen af samme navn, der startede på Reina Sofia i Madrid og senere har været på fantastiske ZMK Museum für Neues Kunst i Karlsruhe og Sammlung Falckenberg i Hamborg. Forfatter og kurator er den franske billedteoretiker og kunsthistoriker Georges Didi-Huberman. Kataloget er umuligt at opdrive (prøv evt. i Hamborg), og er et af dem, som det gælder om at få fat i, inden det er udsolgt, og brugtpriserne pludselig stiger til det femdobbelte af nyprisen.
Videoen nedenfor er en kort reklamefilm produceret af Reina Sofia-museet, hvor Didi-Huberman introducerer udstillingen.
Didi-Huberman er ekspert i den tyske kunsthistoriker Aby Warburg, som indtil for ganske nyligt var ukendt for mig. Udstilling og bog tager afsæt i Warburgs sidste projekt: Mnemosynes Atlas. Et fantastisk projekt, hvor han på opslagstavler sammenstillede billeder fra disparate videnskaber og tidsaldre; billeder af arkæologisk fund, kartografiske optegnelser, reproduktioner af kunstværker, arkitekturfotografi osv. Han affotograferede ophængninger og pillede billederne ned igen, så de kunne indgå i nye sammenhænge på andre ophængninger.
Mnemosynes Atlas (Mnemosyne er gudinden for hukommelse) var en undersøgelsesform, en måde at kortlægge/fremhæve/anskueliggøre den vestlige kunsthistories kollektivt ubevidste. Det sidste er min udlægning. En visuel arkæologi som metode til at læse vandringen og overførslen af vestens billedsprog på kryds og tværs af tid. I glimt kunne sammenhænge mellem billeder på tværs af tid og sted blive synlige. Jeg er dybt fascineret af tanken.
Bog og udstilling viser derudover eksempler på kunstneriske praksisser, der bredt kan kategoriseres som atlasser. Sammenstillingen og organiseringen af billeder og information i ofte skematiske visualiseringer, der kædes sammen af et fælles greb, der på den måde “indbinder dem”. Eksempler er August Sanders portrætter, Ernst Haeckels naturkunstformer, Berndt og Hilda Bechers industribygninger, Robert Smithsons diagrammer, Hans Haackes ejendomme på Manhattan, Guy Debords psykogeografier. Et berettiget blik og en spændende præmis for en udstilling.
Men for mig – og tydelig vis også for Georges Didi-Huberman er der Warburg og Mnemosynes Atlas, der er mest fascinerende. Didi-Hubermans tekst i kataloget er et 200 sider langt essay, som jeg kun lige er startet på.
Warburgs frie association (der dog er bygget på en enormt historisk og kunsthistorisk viden), der kobler makroanskuelser af universet med den vestlige civilisations nedarvede gesti og billedtradition virker hyperakutel og enormt inspirerende for mig. Det er en tilgang, der kobler min fascination af naturvidenskabelig og teknisk visualisering med kunsthistorien og postulere dybe og mystiske sammenhænge.
Nedenfor er en video af Georges Didi-Huberman selv, der rundviser i udstillingen, da den var på det ZKM. Videoen er, så vidt jeg kan se, lavet af en linje på kunstakademiet i Karlsruhe. De har flere gode film på deres kanal og en rigtig god blog/hjemmeside. Det er en udemærket og kun lettere forvirrende indføring i udstillingen og tankerne bag, at høre Didi-Huberman fortælle i rundvisningsfilmen. Et par steder påtager han sig at tale i Warburgs sted og han får slået en stribe spændende ting an. Bl.a. antyder han, at udstillingen i sig selv er et atlas, en art metarefleksion over den type af betydningsdannelse som kunsthistorien leverer. Eller også er det ikke spor meta, men bare en eksemplificering af Warburgs metode. Som sagt er det kun lettere forvirrende.
Også lige et link til en omtale af udstillingen på Afterall.
— Eftertanke —
Det forekommer mig oplagt at lave en læsning at Tal R ud fra Warburgs metode i Mnemosynes Atlas. Tal R har udgivet en lang række kataloger og kunstbøger, der gør brug af en helt homolog metode, hvor billeder af gamle værker og gamle kunstbøger, nye kunstværker og fotografier og endda kopier af andre kunstneres værker blandes og sammensættes til en ny helhed. Indtil jeg faldt over Warburg, ville jeg have kaldt Tal Rs kunstbøger for en art kollager, men de er atlasser! Helt afgjort atlasser i warburgsk forstand. Der er mere at hente der, er jeg sikker på. Det er en helt central arbejdsmetode for ham – måske er det en nøgle til hans værk.
Jeg tog billeder af Sort Sol i Tivoli i fredags. Da jeg lavede aftalen så det ud til at blive deres sidste koncert – måske nogensinde. Men nu er der booket en stribe flere. Oprindeligt skulle der kun have været 8 koncerter udover den hemmelige koncert i Grand, men nu er de vist oppe på 50. The never ending tour måske. Godt gjort.
Jeg har længe haft en plan om at kortlægge, hvor der i København er genstande fra Ole Worms samling. Det er stadig en plan, men nu er der en anden god grund til en post om Museum Wormianum. Statens Naturhistoriske Museum har erhvervet den amerikanske kunstner Rosamond Purcells rekreation af Worms kuriositetskammer. Værket er, så vidt jeg kan google mig frem til, fra 2003 og har titlen Room One, Olaus Worm. Purcell i skrivende stund i gang med at installere værket i en af salene på det gamle Geologisk Museum i hjørnet af Botanisk Have. Kvinden på billedet er dog ikke Purcell, men en af museets medarbejdere.
Purcells praksis ligger mit hjerte nært. Hun har fotograferet i naturhistoriske museer gennem årtier, og finder samme glæde i de dobbeltroller de naturvidenskabelige genstande spiller; på én gang både genstande og tegn. Mere om det her.
Værket, som Statens Naturhistoriske Museum nu har købt, er en genskabelse af kammeret ud fra frontispicen til det store samlingskatalog, som Worm udgav i 1655: Museum Wormianum. Billedet er nedenfor, og kan også skimtes i hånden på kvinden på mit billede. De bruger det simpelthen som arbejdstegning.
Jeg har kendt til Purcells værk et stykke tid – det var også udstillet på Steno Museet i 2006 - men jeg har ikke beskæftiget mig nok med det til at afgøre, om det er velfungerende som selvstændigt værk. Det er jeg ikke sikker på, men der er ingen tvivl om, at bragt ind i det naturhistoriske museeum (hvor Purcell i 80′erne angiveligt skulle have stiftet bekendtskab med billedet af Wormianum), der har nogle af sine rødder i Worms samling; det har helt klart store formidlingsmæssige pointer. Men måske ikke så meget i kraft af sin status som selvstændigt kunstværk, men nærmere som en art diorama.
Til udstillingen, som Purcells værk bliver en del af, har museet også planer om at udstille de genstande, de har fra Worms samling. De har bl.a. den berømte hesteskæbe, der er omvokset af en trærod i Zoologisk Museums samling. Den kan lige anes på øverste hylde helt centralt i billedet fra 1655. Museet har desværre måtte opgive at samle alle de genstande vi har tilbage fra Worms museum og som i dag er spredt ud over en række forskellige museers samlinger. Det er rigtig ærgerligt. Det ville have været oplagt at lave en udstilling, der favner det hele, men det viste sig et for omstændigt arbejde.
Måske skulle jeg netop derfor tage mig sammen til at få lavet en oversigt, over hvor de befinder sig.
—
Camilla Mordhorsts, der er formidlingsleder på Københavns Museum, har skrevet en fremragende bog om Worms samling: Gendstandsfortællinger. Fra Museum Wormianum til de moderne museer. Bogen, der er fra 2009 og udgivet på Museum Tusculanums Forlag, er en omskrivning af hendes ph.d. og fortæller på én gang historien om genstandene og deres snørklede veje fra Worms samling ind og ud af andre samlinger til de steder, hvor de for tiden er bevaret. Samtidig fortæller hun gennem genstandendes revurderinger og omklassificeringer også museernes udviklingshistorie, der igen er tæt sammenknyttet med videnskabshistorien. Den er nok ikke for alle, men for mig er den fantastisk.
Til sidst et interview med Rosamond Purcell fra det i øvrigt rigtig gode Make Magazine, hvor hun taler om wundrekamre og arbejdet med Worm-værket.
— update —
Natten til lørdag (3. september) havde Zoologisk Museum indbrud. Tyvene var på jagt efter næsehornshorn. På billedet øverst kan man også se et næsehornshorn på bordet. Da jeg tog billedet kom der endda en museumsmedarbejder hen til Purcell og sagde, at de var bekymrede for, at nogen kunne finde på at bryde ind og stjæle næsehornshornet. Purcell sagde, at det jo var en plastikafstøbning, men det mente medarbejderen ikke ville stoppe tyve. Det lyder som om han har ret.
Vis Vandforurening på et større kort
Neues Museum er det bedste tip jeg kan give til Berlin. Museet, der blev bombet i ’43 og siden fik lov at forfalde til et stykke op i 80′erne, åbnede igen i 2009 efter en enorm genopbygning/ombygning/konservering forestået af David Chipperfield Architects i samarbejde med Julian Harrap. Det er afsindigt flot og stilfuldt gennemført. Det forekommer at være en lektion ikke bare i, hvor godt restaureringsarkitektur kan laves, men også i moderne historieskrivning.
Rehabilitering
Chipperfields overordnede greb for genetableringen eller rehabiliteringen af bygningen, der oprindeligt er fra midten af 1800-tallet, virker som om, det er hentet hos de konservatorer, der har stået for at sikre og klargøre de delvist forvitrede og smadrede genstande, som museet viser frem. Museumsbygningen har populært sagt fået samme behandling.
Der er ikke lagt noget til. Der er ikke genskabt arkitektur eller udsmykning, som imiterer eller udgiver sig for at være originale. I stedet er nyt lagt til, hvor det har været nødvendigt for at nå frem til et museum, der igen er brugbart.
Chipperfield har reetableret sekvenserne af rum og deres volumen, men det er gjort så alle reparationer er synlige.
Det lyder i sig selv som common sense, at man ikke skal fake, men det forekommer at være reglen nærmere end undtagelsen selv på enorme restaureringsprojekter. Ting føres tilbage til originalen, og netop forestillingen om det originale kan her spille en problematisk rolle. Vægtningen af oprindelighed kan kaste lange skygger. En kulturkonservatisme, som let lader sig bruge som løftestang i nationale eller andre politiske/ideologiske mål lurer. Reetableringen af Kronborgs forsvarsanlæg lader til at være et aktuelt dansk eksempel.
I stedet er Neues Museums bombede og eroderede tilstand standset, frosset fast, nu. Alle de perioder – som i dette tilfælde er bemærkelsesværdigt nylige – er aflæselige i det færdigrestaurerede museum. Der er ikke nogen periode, der er give forrang.
På den måde er det også blevet et museum på museum. Hvilket jeg er vild med.
Chipperfield nævner selv på deres hjemmeside, at de i restaureringen har efterstræbt at følge Venice Charteret fra 1964; en hensigtserklæring og en række principper for restaureringsarbejde. Charteret ligger på nettet. Et par løse citater:
ARTICLE 3. The intention in conserving and restoring monuments is to safeguard them no less as works of art than as historical evidence.
ARTICLE 11. The valid contributions of all periods to the building of a monument must be respected, since unity of style is not the aim of a restoration. [...]
ARTICLE 12. Replacements of missing parts must integrate harmoniously with the whole, but at the same time must be distinguishable from the original so that restoration does not falsify the artistic or historic evidence.
Historicistisk ruin
At Neues Museum i dag fremstår som en ruin fastfrosset i tid – suspended animation/lagt i sprit/freeze framed – virker som en dobbelt anakronisme.
F.A. Stülers historicistiske bygning fra 1850′erne har fået en patina, der ellers er uhørt for så nye bygninger. Historicisme i ruiner virker både som et perfekt match og som en dobbelt løgn.
Forbilledlig dokumentation
Chipperfield Architects har selv i samarbejde med Verlag der Buchhandlung Walther König forestået en fremragende bog om projektet.
Bogen er fotograferet af kunstfotografen Candida Höfer, der har bygget sin karriere på kunstfotografi med museumsinteriører som hovedmotiv. Hun er meget karakteristisk en del af Düsseldorfer skolen. Rigidt og nøgternt registrerende på grænsen til det perfide og teknisk overlegent, men hendes billeder fungerer perfekt til dette formål. En stribe gode artikler fra de involverede, historikere og andre arkitekter og kritikere. Virkelig en god bog på alle leder og kanter.
Museet sælger den i øvrigt helt tåbeligt ikke selv i deres butik. Om det er på grund en politik, om kun at sælge deres egne bøger eller fordi andre restaureringsprojekter – som fx Stadtschloss Berlin, som jeg håber at vende i en post snart – får nogle hug vides ikke. Den kan dog købes et par hundrede meter væk i Königs egen boghandel.
I lørdags, på vej hjem fra lufthavnen, fandt jeg nogle tusinde af de 4,5 millioner bier som Bibi-projektet har sluppet fri i byen. En helt husmur var levende og lød fantastisk. En mur af lyd. De er nok fløjet de par hundrede meter, der er til Sundholm, hvor de vist bor.
Bybi lyder til at være et godt projekt, men da jeg kom forbi efter arbejde mandag, var de nederste mange meter af vedbenden dog fældet – hvilket vel må være enden på den plante. Det er ærgerligt, hvis det ikke kan lykkes at bo med bier i byen – de havde sikkert været væk efter et par dage, når vægen var tom.
Jeg nåede at optage en bid lyd lørdag, da jeg havde været hjemme og smide kufferterne. Det er altid en flad fornemmelse, at høre noget, der var så omsluttende og flot, oversat til en stereooptagelse, men det lyder nu fint alligevel. Det er bare en anden lydoplevelse. Lydmursfornemmelsen er ikke nær så dyb, den træder mere i baggrunden og enkelte bier træder tydeligere frem. Optageren lå på en sålbænk mellem Artillerivej nr. 58 og 60 – billedet er taget samme sted lige efter optagelsen. Hvor man mon kan købe honningen?
Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.
– eller download her.
